Og sådan gik der ti år. Lige pludselig. Tænk engang hvor lange de ti år op til 2011 var. De sidste ti er fløjet afsted. Folkemunde fortæller mig det kun bliver værre. Til gengæld har jeg levet mit bedste liv de sidste ti år, og der er ikke mange ting jeg ville gøre om. Det klapper jeg mig selv på skulderen for. Jeg har alligevel en evne til at gribe dagen, og den håber jeg jeg beholder i al tid fremover.
Tiden står på specialestart. For ti år siden havde jeg aldrig gættet, hvor jeg ville sidde i dag. Men her er jeg. Jeg er vel efterhåndet solid københavner, snart kandidat og på vej ud i det officielle voksenliv. Om ti år vil jeg forhåbentlig kunne se tilbage og vide, at jeg beholdte fornuften indtakt i denne periode, og i hvad end der venter forude. Det er en skræmmende tid. Tænk hvis der slet ikke er nogen, der griber en eller tager den hånd man rækker dem ude på det store arbejdsmarked. Tænk hvis man bare skal søle rundt i bekymringer, mindreværd og stressstadier indtil bistanden løber ud. Jeg krydser alt jeg har, for det ikke sker.
Venter stadig på sommeren. Ligesom for ti år siden. Januar i coronatid er ikke den store dansefest. Åh, dansefest.. Jeg håber Nakkefestival sker i år, jeg har brug for det. Jeg har brug for at danse rundt med mine bare arme i luften, blinkende lys i øjnene og hvide russere i tanken. Jeg savner mine venner, jeg savner at grine.. Jeg savner følelsen af frihed. Som når man ligger på en strand og ikke tænker over andet, end hvor blå himlen er eller hvilken restaurant man vil spise på næste gang. Ingenting der hænger en over hovedet, ingen der kræver noget af en. Bare frihed. Jeg må fylde min frihedstank godt op, når jeg er færdig med det her. Når børn, bolig og 8-16 bliver virkelighed, er der nok ikke meget af den slags frihed at hente. Sikke en deprimerende tanke. Tænk at det er sådan, man bygger sit liv op. Tænk at jeg heller ikke tør afvige fra det. Det er faktisk svært at finde ud af, hvad det egentlig er man vil. Sådan i virkeligheden, uanset normen. Desværre tror jeg ikke, der er så meget andet at gøre end at tage et hovedspring og forme livet undervejs, så det passer. For det skal passe. Jeg håber det kommer til at passe. Jeg håber, jeg kan opnå friheden i det forpligtede liv. Vi må se. Indtil da må jeg danse lidt med armene i vejret herhjemme og vente på sommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar